+1 stemme
36 visninger
af

1 Svar

+1 stemme
af
FINDES DER OBJEKTIV SANSNING?


Betyder andres mening noget? - Det kan vi ikke helt se bort fra. Uanset, hvor meget vi gør en dyd ud af ikke at følge ”flokken”, så ville det nu være dejligt, om vi kunne få ”flokken” til at følge os. Tænk, hvis vi kunne dele vores interesse for Martinus med mange flere. Ville det ikke være dejligt? - Det ville det bestemt, men hvorfor? Lad os undersøge det!


Findes der objektiv sansning?


Hvorfor er alle ikke lige betaget af Martinus? Det spørgsmål får vi hans eget svar på  i Livets Bog, bind 1, stk.1 og 2. Her kan vi læse, at livets oplevelse finder sted, ved at to energier møder hinanden, nemlig vores egen energi og energien udefra. Man kunne også sige, at vi ser på verden gennem ”farvede briller”. Betyder det noget? Ja, det betyder, at når vi taler om verden, så taler vi ikke om verden, men om vores oplevelse af den.


På samme måde med Martinus. Vi kan tale om hans verdensbillede, som om det var sandt, eller som om det ikke var sandt. I begge tilfælde ville Martinus sige, at det er vores oplevelse, vi taler om, og ikke hans verdensbillede. Og sådan var det naturligvis også for ham selv. Hans verdensbillede var det billede af verden, han selv oplevede som sandt.


Lad os antage, at vi er meget betaget af dette verdensbillede. – ”Jeg synes, du skulle læse denne bog af Martinus”, siger vi til en god ven eller veninde. Og når den anden har læst bogen, spørger vi spændt: ”Nå, hvad synes du?” - Nogle vil måske sige, at bogen var vældig god, andre at den var rent volapyk.


Hvorfor låner vi denne bog ud? Er det for at gøre den anden en tjeneste? Måske, men vi kan ikke se bort fra, at det også er for at gøre os selv en tjeneste. Vi vil gerne bekræftes i, at Martinus’ verdensbillede er sandt og rigtigt. Netop fordi vores oplevelse er subjektiv, finder vi gerne ligesindede med den samme subjektive oplevelse. Og jo flere vi er, des mere virker det, som om vi står med en objektiv sandhed, hvad vi naturligvis ikke gør.


Derfor kan vi heller ikke overbevise andre end os selv og den gruppe af ligesindede, vi tilhører. Om Martinus’ verdensbillede engang vil blive anerkendt på samme måde som naturvidenskaben, bliver et spørgsmål om, hvad flertallet mener. Jo flere, des bedre. Og det ganske uanset, hvor sandt vi selv opfatter dette verdensbillede. Man kan være fuldstændig overbevist, og dog kan det aldrig blive en objektiv sandhed. Den forbliver subjektiv. Selv flertallets accept gør ingen forskel, men det opleves, som om det gør en forskel.


Betyder andres mening så noget? - Det ser sådan ud. Og det gælder jo ikke mindst, hvis vi vil forsvare Martinus’ verdensbillede. Så bliver andres mening meget afgørende, hvilket straks får os til at føle os adskilt fra dem, der ikke forstår os. Og det er så lige det modsatte af det, der er ”det virkelige liv” ifølge Martinus. Hvilket blot bekræfter, at det ikke var verdensbilledet, vi forsvarede, men os selv og vores eget syn på verden.


Søren Hahn

af
Hvad hvis det subjektivt oplevede er den absolutte sandhed?
...