+1 stemme
44 visninger
af
Hej igen

 - Jeg er åbenbart en utrættelig SpørgeJan
Og tusind tak for svarerne

Denne gang vil jeg gerne vide, hvor kærligheden så opstår i al denne tomhed/energi/seksfolds energispaltninger?



Med venlig hilsen fra Jan
af
...og bliv i øvrigt endelig ved med at spørge. Jeg er begyndt at øve mig i at formidle Martinus Verdensbillede, så det er en hjælp at få spørgsmål :-)

1 Svar

0 stemmer
af
Det ene del af svaret er at graden af kærlighed er et udviklingsspørgsmål, så det er noget som opstår i takt med at det levende væsen udvikles til at kunne leve eller udfolde det.

Der er flere aspekter af vores udvikling af kærlighed, primært udviklingsgraden af følelse og intelligens samt polforvandlingen.


Det andet svar er at kærlighed er en manifestationsform, som afhænger af væsenets talent og evne til at udfolde kærlighed. 

Martinus bruger udtrykket talentkerner om de talenter vi har i vores overbevidsted/skabeevne. Jeg'et (eller X1) har en (skabe-) evne til at skabe eller manifistere kærlighed. Skabeevnen består bl.a. af talentkerner. Kærligheden opstår fordi et jeg bruger sine talenter til at skabe kærligheden. Det er en samlet enhed, som formår at skabe kærligheden. Den konkrete skabelse er i X3 og er opstået på baggrundd af X1 og X2.

Så kan man spørge om hvordan skabelsen af kærlighed mere specifikt går til. Det er i virkeligheden et generelt spørgsmål om hvordan noget i det hele taget bliver skabt. Den forklaring kan man finde i det Martinus kalder det treenige princip med hans analyse af det levende væsen ud i X1, X2 og X3. 

Hans analyser er væsentlig mere detaljerede, men der er det hele verdensbilledet, som skal forklares. 

Skriv en kommentar eller spørg igen, hvis der er noget mere specifikt, som du tænker på.

af
- Så kærligheden opstår først i det levende væsen, og man kan altså ikke tale om en 'gudskærlighed'?
VH Jan
af
Hvad tænker du selv om det spørgsmål?  Jeg kan ikke se at der nødvendigvis må være i modsætning mellem at et væsen og kærligt og gudskærlighed. Måske nærmere det modsatte?

Jeg prøver bare at forstå hvad du spørger om :-)
af
- Haha, tak for svaret. Ja, jeg ved dårligt nok, hvad jeg vil vide, og så måske alligevel : Jeg er bekendt med, at det er evige processer, altså ingen start og ingen afslutning, men i stedet evig foranderlighed. Skal 'gudskærligheden' så opfattes som erfaringsdannelse, slet og ret? Jeg vil jo bare gerne have en bevidst kærlig Gud, vi alle er en del af.
af
I følge Martinus er der en bevidst kærlig gud, som vi alle er en del af.

Jeg er igen lidt i tvivl om den her "Skal 'gudskærligheden' så opfattes som erfaringsdannelse, slet og ret?". Det ved jeg ikke. Det er en tilstand. En måde at leve på. At leve danner erfaring?
...