Ja, hvis de mennesker, vi taler med, ikke har haft lejlighed til at studere Martinus’ verdensbillede, vil det være aldeles umuligt for dem at forstå lidelsernes nødvendighed og skæbnelovens hårfine retfærdighed. Så vi skal nok ikke søge at overbevise andre, medmindre de virkelig er oprigtigt søgende efter en logisk livsforklaring. Og i så fald står de pågældende overfor et langt og grundigt studium.
Lad os koncentrere os om spørgsmålets egentlige kerne: Er der overhovedet noget formål med de voldsomme lidelser, menneskeheden oplever, – og er der nogen som helst retfærdighed i det tilsyneladende kaos, vi ser omkring os, hvor nogle vil ”det onde”, som andre ikke vil?
Ja, det er der, svarer Martinus! I menneskehedens vældige udviklingsperiode er vi nået frem til et punkt, hvor hvert enkelt menneskes mentalitet skal ændres. Fra at være et egocentreret, egoistisk, halv-dyrisk væsen, skal vi forandres til et færdigudviklet menneske, der kan leve i fred med alle. En så voldsom omskabelses-proces kan naturligvis ikke ske i løbet af én inkarnation, og den vil naturnødvendigt medføre voldsomme begivenheder.
Men hvad er det da, vi mangler i vores nuværende mentalitet? Det svarer Martinus på i Livets Bog, bind 6, stk. 2230: “Det ragnarok, der for tiden gør visse områder til farlige mentale, vulkanske terræner, der kan komme til voldsomt eksplosivt udtryk når som helst i menneskenes og nationernes samliv verden over og dermed endnu engang kan tilsøle, drukne og begrave millioner og atter millioner af mennesker i hadets og hævnens altødelæggende, altbesudlende og kvælende lavastrøm, beror således udelukkende på en manglende evne hos væsenerne til at føle andre væseners lidelser i deres egen mentale struktur.”
Og så fortsætter Martinus med at forklare, at ligesom naturens påvirkninger gennem lange, lange tidsperioder har skabt vores evne til at kunne se og høre og vore øvrige sanser, “således vil reaktionerne af overtrædelserne af livets love igennem en vis tidsepoke udvikle en evne i væsenerne til at overholde disse love, og hvorved de da bliver befriet for reaktionerne. Denne befrielse er udviklingens absolut eneste og store mål.”
Guddommen sorterer menneskene
Nu fik vi altså svar på spørgsmålet om selve formålet med de voldsomme lidelser og krigsbegivenheder. Men tilbage står problemet med de enkelte nationers og de enkelte menneskers placering i dette virvar af karmabølger. Her kan jeg henvise til en overmåde interessant artikel af Martinus i Artikelsamling 1, nr. 12, under titlen Dommedag. Her henviser Martinus til Bibelens gamle beretning om, at menneskeheden på et vist tidspunkt i udviklingen bliver opdelt i to grupper. Den ene gruppe udgøres af nationer, der endnu sværger til sværdets magt, nationer, hvis befolkninger endnu ikke i tilstrækkelig grad har fået udlevet krigens uhyrligheder, men i blind iver hylder “magtprincippet” i stedet for “retsprincippet”. Med andre ord mennesker og nationer, der endnu ikke har haft så mange lidelser, at de tager afstand fra krige og grusomheder. Denne gruppe kalder Bibelen for “bukkene”.
Den anden gruppe udgøres af nationer, hvis befolkninger har udlevet krigen, væsener, der i tilstrækkelig grad har fået erfaringer nok for krigens tåbelighed. De kaldes for “fårene ved Guds højre side”. Og nu fortæller Martinus noget, som er vældig interessant netop for os. For hvordan sker denne opdeling af menneskeheden i praksis: “Naturen, hvilket vil sige Guddommen, besørger således selv en sortering af væsenerne for at kunne føre dem til det for hvert enkelt væsen særligt passende opholdssted. Hvilken sortering, man er kommet til at tilhøre, har man altså med sin væremåde selv bestemt.”
