+1 stemme
108 visninger
spurgt af
Spørgerubrikken får af og til det næsten klassiske spørgsmål: Når mennesker ved regression føres tilbage til tidligere inkarnationer, oplever de ofte, at de siges at have været af det modsatte køn i tidligere liv. Det stemmer jo ikke med Martinus’ analyser. Er der nogen logisk forklaring på dette misforhold? Og i samme forbindelse: Hvordan kan man forklare de mange tilfælde, hvor man hører om mennesker, som har problemer med deres seksualitet og ønsker operationer for at skifte køn ?

1 Svar

+1 stemme
besvaret af

Hos Martinus er der ingen tvivl. I Livets Bog, bind 5, stk. l937, skriver han direkte, at “det er fejlagtigt at tro, at man fra det ene jordliv til det andet skiftevis kan være mand og kvinde. Begge manifestationer kræver en lang udviklingsepoke bag sig. Maskulinisme og feminisme er genialiteter, er organiske produkter baserede på opøvede talenter på samme måde som alle de øvrige livsfunktioner i væsenets organisme eller kropslige regioner. Ligesom man ikke kan skifte åndedrætssystem, fordøjelsessystem, hjertesystem etc. fra et liv til et andet, således kan man heller ikke på normal måde skifte seksuelle eller kønslige organer og dermed deres funktioner om til nye principielle udfoldelsesmetoder og anlæg”. Og i samme bind af Livets Bog, stk. 1650, skriver Martinus: “For hvert af de to køn gælder det altså, at de efter kulminationen af deres køn i kraft af deres begær skifter over til det modsatte køn. Denne skiften køn er dog ikke noget, væsenet kan gøre lige så hurtigt, som det skifter jordliv. Nævnte kønsskiften har sit eget kredsløb, der strækker sig over to spiralkredsløb. Hveranden gang, det levende væsen oplever at være individ i spiralkredsløbets dyrerige, er det et “hankønsvæsen” og hveranden gang et “hunkønsvæsen” og således fortsættende i al evighed.

Men som det fremgår af ovenstående, er det nødvendigt, at man sætter sig grundigt ind i, hvad Martinus overhovedet mener, når han taler om spiralkredsløbet i forbindelse med den seksuelle poludvikling. Man kan f. eks. gøre det ved at læse i Det Evige Verdensbillede, bog 4, hvor Martinus bl. a. forklarer symbol nr. 35 “Polprincippets kosmiske kredsløb”. Her fortæller Martinus, at vi i vort inderste princip slet ikke er delt i to køn, men er dobbeltpolede væsener, der i kraft af alkærligheden er i stand til at opleve livet helt og fuldt. Men i vores nuværende tilstand i dyreriget er vi en slags “halvvæsener”, – og vores evne til forelskelse kalder Martinus for “en kunstig kærlighedsoplevelse”.

En “kortvarig” fornyelsesproces
Som det fremgår af nævnte symbol, er vi som nævnt dobbeltpolede væsener gennem hele det millionårige spiralkredsløb, undtagen i vores passage af dyreriget, hvor vi er opdelt i “han “ og “hun”. På sin karakteristiske måde skriver Martinus om dette: “Enpoletheden og dermed mørkets skabelse er så at sige kun en kortvarig fornyelsesproces af væsenets livsoplevelses- og manifestationsevne.” Det kan godt være, at vi ikke just føler denne smertefulde periode som kortvarig, – men set i det kosmiske perspektiv må vi give Martinus ret.

I det hele taget er Martinus` forklaring uhyre logisk. Hvordan skulle jeg, der er en mand, dog fra den ene inkarnation til den næste skaffe mig evner og talenter til at opbygge noget så kompliceret som en kvindekrop, – for ikke at tale om en tilsvarende feminin mentalitet. Og omvendt for en kvindes vedkommende.

Hvem kommer vi i forbindelse med?
Men når man har sat sig grundigt ind i Martinus` logiske forklaring om polprincippet, som jo behandles mange steder i Det Tredje Testamente, så kommer det næste spørgsmål: Hvordan kan det være, at så mange pålidelige mennesker ved hypnotisk regression har fået at vide, at de i tidligere liv har været af det modsatte køn? I dette tilfælde kunne det være fristende at stille et mod-spørgsmål: Hvordan kan det være, at man så ukritisk og ulogisk går ud fra, at man altid véd, hvem eller hvad man kommer i forbindelse med, når man via fx hypnotisk regression, spiritisme eller på anden måde søger kontakt med den åndelige verden? Læs fx Martinus` forklaring til symbol nr. 21 i Det Evige Verdensbillede, bog 2, hvor han netop taler om “hadefulde og forvirrede ånder fra skærsildssfæren, der søger forbindelse med det fysiske plan………..Det er meget vanskeligt for det fysiske menneske at kunne kontrollere de udsagn, sådanne ånder får lejlighed til at udtale” . Læg mærke til, at Martinus absolut ikke siger, at disse udsagn altid er forkerte, – det er blot ikke muligt for os at vide hvornår. Så det direkte svar på spørgsmålet er altså, at det er helt umuligt for os at vide, om det er er sandt eller usandt, hvad vi får at vide ved de omtalte metoder.

Tilbage er så spørgsmålet om de mennesker, der ønsker at skifte køn ved operation. I den vældige omskabelsesproces, som polforvandlingen fra mand-kvinde til dobbeltpolede “helvæsener” udgør, er det naturligt, at der er utallige vildveje. Martinus behandler dem indgående i femte bind af Livets Bog, hvor han fx i stk. 1851 og fremefter med stor medfølelse og tolerance fortæller om mænd, der er alt for feminine og kvinder, der er alt for maskuline i deres daglige fremtræden. Det kan være naturligt for dem at føle, at de er ”født i en forkert krop”, der ikke passer til deres mentalitet og bevidsthed. Efter min personlige mening er det ikke usandsynligt, at der vil forekomme flere og flere ønsker fra ulykkelige mennesker om at skifte køn ved operation, efterhånden som vi kommer længere og længere frem i polforvandlingens epoke. Men det er et område, som er fuld af ulykkelige skæbner og skuffelser, og det er ikke ”den normale vej inden for den seksuelle polforvandlingsepoke”, som Martinus skildrer i stk. 1875. Selve begrebet kønsskifteoperation nævner Martinus ikke.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

...