+1 stemme
101 visninger
spurgt af
Vi får en del spørgsmål om menneskehedens lange, lange udvikling I relation til vores seksualitet. En Kosmos-læser skriver: ”Martinus skriver meget om ulykkelige ægteskaber, om homoseksualitet og de feminine og maskuline polers udvikling. Men hvordan definerer han disse begreber? Og vil det sige, at vi aldrig vil komme til at kunne ”elske alle”, så længe vi er forelsket i én person?”

2 Besvarelser

+1 stemme
besvaret af

Livets Bog, bind 5, stk. 1935, giver Martinus en forklaring på, hvad han mener med de to poler og deres udvikling. Den maskuline pol i manden og den feminine i kvinden kalder han for de ordinære poler. De har begge deres udløsningscenter i de seksuelle organer. Den latente eller modsatte pol, altså den maskuline i kvinden og den feminine i manden, har – til overraskelse for mange – sit udløsningscenter i hjerneorganerne. Med Martinus’ egne ord: . Hos det normale jordiske menneske er disse to centrer endnu stærkt adskilt. Men efterhånden, som udviklingen finder sted, og den modsatte pol tager til, vokser der en forbindelseslinje frem, en slags psykisk hovednerve imellem de to centrer. Den begynder som en lysende udløber fra begge centrer, hvilket vil sige, fra hjernen og fra det seksuelle center i rygmarvsområdet. Disse to udløbere bliver ved med at vokse, indtil de en dag når hinanden og går da øjeblikkelig i forbindelse. Dette betyder så igen, at der ligeledes i samme øjeblik opstår en fuld kontakt mellem det seksuelle hjernecenter og det seksuelle parrings- eller sympaticenter. Væsenet bliver fuldstændig vågen dagsbevidst i sin modsatte pol, der netop nu bliver overskygget fra det seksuelle sympaticenter. Der opstår da i væsenet sympati eller kærlighed til dets eget køn, men denne kærlighed har ikke noget med ægteskab at gøre. Ja, denne ny sympatifølelse afviger endda fra den tidligere seksuelle sympati, der var en energimobilisering for parring og dermed for det ejendomsbegær over et andet væsen, vi kender som “forelskelse”, ved at være virkelig kærlighed. Dette vil igen sige en energiudfoldelse, der absolut ikke tilsigter at besidde eller eje nogen eller noget, men udelukkende fornemmer en altoverstrålende behagsfølelse i at tjene alt og alle i kontakt med de guddommelige love. Medmenneskenes fremtræden som mand eller kvinde er ikke mere objektet for kærlighedskulminationen, men derimod “mennesket” i mennesket.

Nu forstår vi altså, at forvandlingen fra “dyr” til “menneske” I høj grad berører vores seksualitet. Lad os nu foretage dét, Martinus kalder en “analyserejse”. Han fortæller om denne udvikling mange steder i Det Tredje Testamente. Et rigtig godt og nogenlunde kortfattet overblik får man i Livets Bog, bind 7, stk. 2613 og fremefter.

Vi ved, at Martinus kalder vores tidsalder for ”de ulykkelige ægteskabers zone”, men han  slår også fast, at de mennesker, der ”er inde i en stærk forelskelsesperiode” og lever lykkeligt i parforhold og ægteskab med det modsatte køn, absolut ikke har nogen grund til ængstelse. Med Martinus’ egne ord: ”Så længe væsenerne er organisk indstillet således, at ægteskabet endnu er en livsbetingelse og bærer af deres livs lys, vil der være adgang til ægteskab langt ud i fremtiden. Så de forelskede eller ægteskabshungrende væsener behøver absolut ikke at føle hverken ængstelse eller antipati imod ægteskabets degeneration og opløsning eller imod mennesker, der mere eller mindre er udgået af ægteskabets zone, og i hvem symptomerne på den virkelige alkærlighed mere eller mindre rene eller urene viser sig.” (stk. 2621)

Når man er ”blottet for ægteskabstalent”

De fleste mennesker kan godt fornemme, hvad der er ved at ske med de to køn: Mandens feminine pol udvikler sig, han bliver mindre ”kriger” og mere ”menneske”, mens kvindens maskuline pol vokser og gør hende mere selvstændig og mindre afhængig af manden, – med andre ord: Hun bliver også et mere ”fritvoksende” menneske. Samtidig er der flere og flere – kendte og ukendte – der åbent erklærer sig som homoseksuelle. Og med Martinus’ ord ”begynder man at forstå, at der må være en naturlig mening med denne forvandling af menneskene”. Og han fortsætter (stk. 2613): ”Men i samme grad, som denne nye væsenstilstand vil blive forstået og tolereret af det store flertal, og der bliver skabt oplysning, moral og vejledning for disse væsener, vil alle de mange afsporinger, som de pågældende fra flokken afvigende væsener uden faktisk at kunne værge sig er ført ind i, aftage.”.

Alle, der er interesseret i disse emner, vil få stort udbytte af at læse artiklen ”Ægteskabet og alkærligheden” i Artikelsamling 1. Her skriver Martinus i stk. 41.29, at ”så længe det homoseksuelle eller dobbeltpolede væsen ikke er et færdigt menneske, kan det naturligvis være behæftet med laster og afsporinger, lige så vel som de enpolede væsener. Men at betragte laster og afsporinger eller andre ufærdige sider ved mennesket som særligt hørende det dobbeltpolede menneske til er absolut forkert og er i sig selv en afsporet opfattelse. Homoseksualitet i renkultur er således ikke nogen last eller afsporing.”

Med andre ord: For nogle mennesker kan dét, at blive forelsket i sit eget køn, være en del af ”den naturlige overgang fra pattedyr til menneske”. For det er jo en kendsgerning, at mange, mange mennesker med Martinus’ ord “er blottet for ægteskabstalent for det modsatte køn”. Om disse mennesker skriver Martinus i Livets Bog, bind 5, stk. 1864: “Den, der af naturen er afskåret fra denne normalitet eller denne livsinspiration, må nødvendigvis på anden måde søge at erstatte eller bøde på denne invaliditet. (….) Og derfor vil det være ganske normalt, at væsener, der ikke har evne til at befordre et ægteskabeligt forhold med et væsen af modsat køn, søger kontakt med et væsen af sit eget køn, i hvem det finder gensidig forståelse og i den heraf opståede ligesindethed opnår noget af den kærlighed eller sympati, som intet jordmenneske kan leve foruden.”

Men er det så denne homoseksuelle tilstand, der er selve målet for menneskehedens udvikling? Nej, forklarer Martinus, så længe man endnu bliver forelsket, uanset om det er i det modsatte eller i ens eget køn, og så længe man endnu bliver jaloux og vil ”besidde og eje” et andet menneske, har man jo endnu ikke helt overvundet dét, der netop er årsagen til alle former for ”krig” mellem mennesker. Men udviklingen går videre, det er simpelthen en ny verdensepoke, der er ved at blive født.

+1 stemme
besvaret af

Flere normale veje – men målet er det samme

Livets Bog bind 5 finder vi en gennemgang, hvor Martinus opdeler de forskellige mennesketyper i kategorier A, B, C osv. Her kommer han bl. a. ind på dét, han i stk. 1875 og fremefter kalder “den normale vej indenfor den seksuelle polforvandlingsepoke”, som han benævner H- og I- mennesker. Det betyder naturligvis ikke, at ”den homoseksuelle vej” er unormal eller på nogen måde forkert, hvis den begynder inden I-menneskestadiet.  Det er blot forskellige veje til det samme mål: ”mennesket i Guds billede”, der elsker alle.

De nævnte H-mennesker bevarer deres “normale præg helt frem igennem den seksuelle afsporings farezone”. I stk. 1880 fortæller Martinus om dette H-menneske, at “dets store åndelighed, geniale skabeevne, sympati, medfølelses- og indlevelsesevne fører det sejrrigt gennem alle genvordigheder og lige ind i den store fødsels forgård. Her vil det uden fare for afsporing få fjernet den sidste lille rest af det seksuelle slør, der holdt den modsatte pols seksuelle funktioner udenfor dets vågne dagsbevidsthed.”Samme væsenstype omtales i stk. 1860 således: “Ved den normale poludvikling vil forelskelsestendensen være totalt udlevet, inden væsenet bliver fuldt vågen dagsbevidst i sin modsatte pols domæne. Det vil derfor ikke besidde nogen evne til at blive forelsket i sit eget køn. Dets sympatiudløsning vil være en i absolut renkultur fremtrædende virkelig næstekærlighed. Og vi har således her det fuldkomne menneske, der af naturen som en virkelig medfødt organisk funktion kan opfylde det store bud: “Du skal elske din næste som dig selv”.

Nu begynder vi at forstå, hvorfor Martinus så mange steder forklarer om denne vældige omskabelse af menneskeheden. Der er tale om mange parallelle forløb med variationer på det seksuelle område. Alle skal igennem en bred vifte af lidelseserfaringer. Alle skal udleve evnen til forelskelse. Alle skal udvikle de fineste humane menneskelige egenskaber for at blive til ”mennesket i Guds billede”, som Martinus beskriver i stk.1900.

At det er vigtigt, at disse analyser kommer frem netop nu, hvor de i høj grad er aktuelle, fremgår af Martinus’ egne ord i Livets Bog, bind 7, stk. 2621: ”Da der nu er en relativ stor procent af mennesker, som er i vildrede med deres egne ægteskabelige, kønslige eller seksuelle problemer, er vi nødsaget til at fremkomme så åbenlyst med nærværende analyser. I modsat fald ville vi svigte vores mission og overlade disse mennesker til en mental vildfarelse, der absolut måtte ende i en mangfoldighed af afsporinger. Og det er til disse mennesker, nævnte analyser er manifesterede og ikke til de mennesker, der endnu befinder sig i lykkelige ægteskaber.”

Jeg vil stærkt anbefale, at man – foruden de nævnte steder i Livets Bog og Artikelsamling 1 – også læser den lille bog nr. 28, To slags kærlighed. Den er skrevet i et letfatteligt sprog, og den giver et fantastisk overblik over den moralske og seksuelle udvikling, hele jordmenneskeheden er i færd med at gennemgå frem mod det endelige mål: Kærlighed til alle..

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

Den omtalte litteratur kan købes via shop.martinus.dk.

Stil et spørgsmål
Martinus Respondoj fokuserer Martinus interesserede på at forstå Martinus Verdensbillede ved at stille og svare på spørgsmål til hinanden.
...