0 stemmer
109 visninger
af
En læser skriver: “Martinus bruger tit begreberne indvikling og udvikling. Men jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår: Hvornår indvikles man, – hvornår udvikles man, – og hvordan?”

1 Svar

0 stemmer
af

Ja, Martinus har beskrevet disse begreber mange steder i Det Tredje Testamente. Mest koncentreret måske i Livets Bog, bind 6, stk. 2285 til 2288. Her tager Martinus et vældigt overblik over det kolossale spiralkredsløb og stiller selv spørgsmålet: Hvornår begynder denne indvikling: “Den begynder naturligvis samtidig med væsenernes udgang af det tidligere spiralkredsløbs salighedsrige. Her begyndte væsenernes inkarnation i fysisk materie, hvilket altså vil sige det samme som deres indvikling i denne. Men denne indvikling blev også efter den vegetabilske epoke, en tiltagende indvikling i dyrisk væremåde.

Nu blev vi klar over, at begrebet indvikling dækker over overgangen fra den åndelige til den fysiske verden, – først via mineralriget, dernæst planteriget og dyreriget. Og så forklarer Martinus videre: ”Væsenernes livsbetingelse blev egoisme eller selviskhed, hvilket  igen vil sige en tilværelse, der mere eller mindre kun kan eksistere på bekostning af andre væseners lidelse og død. Væsenerne blev indviklet i en livsepoke, hvor det var en livsbetingelse, at enhver er sig selv nærmest. Denne livsepoke kender vi som dyreriget i renkultur.  Da livsoplevelsen i denne væremåde er baseret på væsenernes evne til at føre død og undertrykkelse over andre levende væsener, og samme væremåde igen ifølge skæbneloven i samme grad virker tilbage på sit ophav med død og undertrykkelse, er væsenerne her således indviklet i eller bundet af den skæbne, som de har påført deres medvæsener.” 

Og nu svarer Martinus direkte på vort spørgsmål: ”Det, som vi i daglig tale kalder  udvikling, er således i virkeligheden i sin inderste eller dybeste analyse fra dets tilsynekomst i mineralriget, frem  igennem planteriget til dyrerigets kulmination, ikke “udvikling” men “indvikling.  Fra dyrerigets kulmination og frem til indvielsens store fødsel, hvor væsenet fremtræder som det fuldkomne menneske i Guds billede, finder vi således de levende væseners absolut sande udviklingsepoke.”

Kærlighedsplanen, der ligger skjult i vores skæbne

Og hermed har vi også næsten besvaret spørgsmålet om, hvordan denne udvikling sker. I samme bind af Livets Bog, stk. 2228, slår Martinus fast, at udvikling er det samme som erfaringsdannelse, der jo af os mest opfattes som vore lidelser eller ulykkelige skæbner.

Martinus skriver: ” Denne lidelsernes skæbne er absolut det eneste, der kan ændre væsenets plads på udviklingsstigen. Lidelseserfaringerne opsummerer sig i væsenets bevidsthed. Disse kan i første omgang gøre væsenet bitter imod Gud og menneskene, idet det slet ikke forstår meningen eller den guddommelige kærlighedsplan, der ligger skjult i dets skæbne. Men selv om væsenets organisme skal dø, så dør dets sjæl eller psyke ikke, og de her opbevarede erindringer udslettes ikke. Men, som vi senere skal se, overgår lidelseserindringerne, der er billeder eller kopier af oplevelserne, som mellemkosmiske elektriske impulser til et særligt batteriorgan i skæbneelementet for herfra igen i det kommende ny jordliv atter at kunne overgå til væsenets fysiske dagsbevidsthed og gøre sin virkning.”

Og så er vi – som så ofte før – tilbage ved karmalovens kærlige virkninger, – med tilbagevendende ”behagelige og ubehagelige goder”, der stille og roligt bringer os videre ad udviklingens vej. Vi er nået frem til en indviklingsepokes afsluttende faser. Vi har nået ”sjælens vendepunkt”. Foran os ligger en spændende periode, hvor vi selv kan arbejde med på vores fortsatte humane udvikling. Vi er på vej fremad og opad imod lysere tider ad udviklingens vej. Med forståelsen af livets love kan vi nu begynde at skabe vores fremtid til glæde og gavn for alt og alle, for vores næste – og for os selv.

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

...