+1 stemme
158 visninger
af
Hejsan Kvanter,-

 - Jeg er for tiden lidt optaget af, hvordan det nu engang forholder sig, når det levende væsen synes at opleve bevægelse overalt, men alligevel, er der i iflg M's analyser kun stilhed. Dette beskrives b.la i PBJ's bog; Sol og måne.
Jeg forstår at det skulle hvile på det M omtaler, som "perspektivprincippet".

Men om nogen lige kan "veksle dette spørgsmål i småpenge" vil jeg være mere end glad ...

Med de bedste hilsener herfra.
 spurgt 14 Maj, 2015 af Den_lille_brune_hest

2 Besvarelser

0 stemmer
af

Det er rigtigt at vi kun oplever bevægelse eller forandring. Til gengæld synes jeg ikke at man kan sige at Martinus analyser viser at alt er stilhed. Der er i hvert fald nogle forudsætninger for at man kan sige det.

I følge Martinus er der nogle evige og uforanderlige principper eller love, som "alting" hviler på. Et eksempel er analysen af det levende væsen. Martinus beskriver tre delanalyser, som han kalder X1, X2 og X3. X3 er det skabte og er dermed en analyse af alt, som forandrer sig. X2 er skabe og oplevelsen evnen. Til sidst er der "opleveren" eller jeg'et (X1). Martinus beskriver X1, som et "fast punkt". Dette faste punkt skal ikke forstås som et konkret punkt i den skabte verden. X1 er noget som er og som formår at bruge X2 til at manifistere X3. X1 er uforanderlig. Modsætningen til bevægelse og dermed en slags stilhed. På denne måde er der både bevægelse og stilhed på "samme tid". Det er, for mig at se, to forskellige analyser af det samme, nemlig det levende væsen, som kommer frem til to forskellige konklusioner. Det skal dog også siges at hvis man kigger på X2 og X3 i et evigt perspektiv, så ender disse to analyser også med at vise at de er et umanifisteret "noget", da f.eks. al bevægelse er lokale detaljer og udligner hinanden eller forsvinder i et evigt perspektiv, da de netop er lokale og timelige.

Martinus beskriver verdensaltet, som et levende væsen og hans analyse af det levende væsen er derfor en god indgang til at forstå "verden". Han skriver meget om det i hans værk og det levende væsens analyse eller det treenige princip, fylder meget, specielt i Livets Bog. Sidstnævnte vil være en god hjælp til at få styr på Martinus analyse af det levende væsen.

0 stemmer
af
Jeg fandt et citat fra Livets Bog 2, som fint anskueliggøre perspektivprincippet og den årsagsløse årsag. Det drejer sig om stykke 504.

"Kosmisk kemi" viser os, at alt "stof" er "lys", og at dette igennem "perspektivprincippet" bliver tilgængeligt for sansning, idet jeget gennem samme princip oplever det i skalaform, hvilket vil sige, at det oplever det ligesom fremtrædende i forskellige efter hinanden følgende stigende trin i styrke, kraft eller glans. Da fornemmelsen af de svagere "lysgrader" opfattes som "mørke", har jeget altså igennem "perspektivprincippet" fået evnen til at opleve selve "lyset", men fremtrædende i to forskellige fremtoninger, nemlig som "lys" og "mørke". Disse to fremtoninger er, som allerede før påpeget, den samme ting. Igennem "perspektivprincippet" opretholdes evnen til at opleve denne ting. Denne ville være absolut utilgængelig for sansning uden nævnte princip. Der ville ingen kontraster eksistere og dermed intet som helst grundlag for sansning. Igennem "perspektivprincippet" bliver jeget altså i stand til at opleve "noget", som igennem sansningen bliver til "lys" og "mørke", bliver til "stof" og "materie", bliver til "skabelse" og "oplevelse" af livet, med andre ord bliver til den realitet, der gør jeget til "et levende væsen".
      Hvad er nu dette "noget"? - Nævnte "noget" er det altomfattende højeste element i livet, vi allerede tidligere i "Livets Bog" har omtalt som "det guddommelige noget" eller "X1". Vi har her i vor analyse af "stoffet" eller "materien" mødt den allersidste instans, som en hvilken som helst "kosmisk analyse" kan møde. Vi er her ved den "årsagsløse årsag". Det er det eneste eksisterende "noget", til hvilket der ikke eksisterer en forudgående årsag. Den er alle årsagers årsag. Men "hinsides" "perspektivprincippet" er den uden kontrast og derfor usanselig, har ingen analyse ud over dette ene, at den udgør et absolut "noget, som er". Alt, hvad man ellers ville tillægge dette, vil fuldstændigt være illusorisk. Hvis man siger om dette, at det er "dødt" eller "levende", "skønt" eller "uskønt", "kærligt" eller "ukærligt", "stort" eller "småt", vil vi ikke mere være hinsides "perspektivprincippet", men derimod i allerhøjeste grad være betragtende dette "noget" igennem samme princip. "Det guddommelige noget" er da allerede blevet synligt som grader af den "lysskala", vi kalder "stof" eller "materie". Denne synlighed kender vi allerede som identisk med "X3", ligesom "perspektivprincippet" her repræsenterer "X2" eller skabeevnen. Og da disse tre "X'er" i dette tilfælde udgør det levende væsen, vi kalder Guddommen, er vi her igennem "kosmisk kemi" i vor analyse af "stoffet" eller "materien" blevet stillet overfor et nyt møde med Guddommen.
Martinus Respondoj er dedikeret til at forstå Martinus Verdensbillede.

Stil et spørgsmål om Martinus Verdensbillede
Få flere muligheder:
Opret en konto (gratis)
Login

Nyttige links:
Stil et spørgsmål
Kom i gang
...