0 stemmer
214 visninger
af
Nu skrev du i dit tidligere svar at "big bang" er alment accepteret.

Jeg vil nok placere big bang teorien i samme skuffe som evolutionsteorien. Jeg så også forleden et program, hvor forskere prøvede at finde grunden til "tidens" existens, med alle mulige teorier..

.. uden at indse, at universum faktisk lever.

Big bang er jo kun en teoretisk forklaring på at stjerne systemer bevæger sig længere og længere væk fra hinanden. Sjovt nok kan man alligevel ikke pege på et centrum.

Ligesom evolutionsteorien bruger tilfældighed som faktoren til vores udvikling.

.. Det er jo fordi man går ud fra at det kun er os mennesker, der lever. Alt andet må jo være dødt; dvs universum må ekspandere udfra en eksplosion, jorden må udvikles til dette enorme mæsterværk af en verden ud af tilfældige ændringer, tiden må være grundet på en dobbelt polarisered tilfældig tidsboble.. eller noget i den stil. Det er jo svært at forklare en levende verden med døde matematiske opstillinger.

Det bliver jo skabt masser af nye stjerner / verdener hele tiden, og hvis man udgår fra et universet faktisk er uendeligt, og ikke del af en eksplosion, så er dette jo de nye verdener der bliver skabt igennem salighedsriget - eller tænker jeg i den forkerte dimension?

Det ville i hvert fald give mening for mig at vi kan se nye verdener komme til liv sammen med at vi udvikles i vores, og at universums vækst bliver styret at universum, og ikke er en automatisk kædereaktion.

1 Svar

0 stemmer
af
Hej igen Patric

Jeg mener sådan set, at naturvidenskaben på udmærket vis argumenterer for såvel "Big bang" som evolutionsteorien. Man kan bevise, at universet udvider sig, og har gjort det lige siden det begyndte som det videnskaben kalder "ingenting", eller "en singularitet" og man kan bevise, at mennesket stammer fra abelignende dyr. Jeg vil dog kaste et spørgsmål ind vedrørende universets udvidelse. Hvordan ved man, at universet udvider sig, kan det ikke lige så godt være al materie, der trækker sig sammen?

Der hvor afvigelserne kommer - f.eks i forhold til Martinus - er jo, om der er noget levende bagved, eller det hele så at sige er "tilfældigt". Martinus siger jo også, at der bagved det der begynder og slutter (f.eks universet) er noget andet, der ikke er underlagt begyndelse og slutning. Men dermed bestrides det jo ikke, at vores univers udmærket kan være startet som noget vi ikke kan forstå ud fra fysisk videnskab - derfor kan man jo udmærket acceptere Martinus' forklaring om, at der er noget levende bagved. Man kan også udmærket acceptere Darwin og Martinus på een gang, jeg mener så bare, at Darwin har galt fat i det med de tilfældige mutationer. Nutidens naturvidenskab er faktisk mere og mere ved at komme ind på, at mutationer ikke sker tilfældigt, men er et udslag af det levende væsens egen vilje og handlinger, samt miljøpåvirkninger. En forsker som Bruce Lipton kommer meget ind på det i sine bøger og foredrag.

I bibelen har man følgende skabelsesteori: "I begyndelsen skabte Gud...",, osv. osv. Man kan med rette spørge, hvad i alverden Gud foretog sig, før han fandt på at skabe noget? Han må da have kedet sig gudsjammerligt, før han fik den ide at skabe noget - og hvad fik pludselig gud på den ide, og hvorfor fik han den ikke noget før?

Naturvidenskaben siger næsten det samme, i stedet for "Gud" siger de bare, at i begyndelsen var der ingenting, og man kan så sige "I begyndelse skabte "ingenting" osv. Man kan så spørge, hvordan i alverden ingenting fik den ide, at lave sig selv om til noget, og hvis ingenting kan blive til noget, hvad er så forskellen på de to begreber? Det samme med sondringen død/levende, hvis noget levende kan dø, og noget dødt kan blive levende, hvori består så forskellen på de to begreber? Naturvidenskaben accepterer jo begge dele, den siger, at livet er opstået tilfældigt ud fra døde materier, og levende væsener forsvinder, når de dør. Kort sagt, naturvidenskaben fortæller, at det døde og det levende eksisterer side om side, og der sker en løbende udveksling mellem de to begreber.

Der hvor Naturvidenskaben kommer til kort er, at den opererer med, at alt har en begyndelse og dermed også en slutning - den accepterer ikke evigheden, eller "den årsagsløse årsag". Når man siger at alt har en "begyndelse" så siger man også, at noget dødt kan blive levende, eller man siger at noget intet bliver til noget. Og når man siger, at alt har en afslutning, så siger man også, at noget levende kan blive dødt, eller man siger at noget kan blive til intet. Og problemet er, at evigheden eller den årsagsløse årsag ikke kan bevises eller erkendes ud fra den nuværende videnskabs præmisser. På samme måde er det med Bibelens fortællinger - den opererer også med "i begyndelsen" og "de sidste tider". Den har dog lidt af evigheden med, idet den fortæller om evigt helvede og en evig himmelsk tilværelsesform efter dette liv. Men den opererer dog stadig med, at alt er skabt på et tidspunkt af Gud - altså en "begyndelse", mens det evige kun er forbeholdt fremtiden, men altså ikke begyndelsen. Men bibelen er jo også skrevet til mennesker, der ikke havde forudsætningen for at forstå andet, og man kan vel sige det samme om naturvidenskaben. Den har sin meget store berettigelse i en vis epoke i udviklingen.

besvaret 18 Jun, 2014 af Svend

af
Hej Svend,

Tak for dine omfattende svar, de har hjulpet mig et godt stykke videre!

Det har taget mig et par dage - lige at få det der med planeterne og menneskerne på plads, nu kan jeg se et sammenhæng i skabelsesprocessen, og det virker jo helt ulogisk at jorden skulle være den eneste planet med mennesker på.

Jeg har faktisk ikke så mange åbne spørgsmål tilbage lige pt, men jeg er som sagt meget taknemmelig for de svar jeg har fået :)

mvh Patric
...