+1 stemme
165 visninger
spurgt af
En læser fortæller, at hun for ca. et år siden første gang mødte Martinus’ åndsvidenskab, og nu læser hun i Det Tredje Testamente, hver gang hun har en ledig stund. Men én ting falder hende svært at forståHvorfor skal dyr og mennesker dog gennemleve så forfærdelige lidelser og smerter?

1 Svar

+1 stemme
besvaret af
valgt af
 
Bedste svar

Ja, det ér virkelig vanskeligt at forstå, at en kærlig Guddom kan tillade de forfærdelige lidelser blandt dyr og mennesker. Omvendt er det også nødvendigt at forstå netop dette problem, hvis man vil kunne forstå logikken i Martinus’ analyser. I Livets Bog, bind 5, stk. 1633, skriver han oven i købet, at “hvis ikke man kommer til forståelse af mørkets mission, kan man heller aldrig komme til at opleve selve livets grundfacit, nemlig dette, at “alt er såre godt”.”  – Vi forstår altså, at det virkelig betyder noget for os at studere dette emne.

Og denne forståelse kæder Martinus nøje sammen med kontrastprincippet og dermed forståelsen af livets oplevelse gennem spiralkredsløb, der er karakteriseret ved deres skiften mellem kulmination af lykke og glæde, – og kulmination af mørke og lidelse.

Dette kontrastprincip forklarer Martinus utallige steder i Det Tredje Testamente. Redaktionen af Kosmos samlede i nr. 7-1998 nogle væsentlige citater fra Livets Bog om netop dette emne, og det blev til en fantastisk artikel under titlen “Vi er på evig vandring”. Her finder vi et koncentrat af, hvordan vores livsoplevelse netop bliver til på basis af de to kontraster “lys” og “mørke”. Og vi kender det såmænd udmærket fra vores daglige tilværelse. Hvis solen skinner uafbrudt fra en skyfri himmel, år efter år, så skabes der ørken. Kun i kontrasten hertil, nemlig regn og gråvejr, opstår der frugtbarhed og liv. På nøjagtig samme måde vil det mentale solskin  skabe mentale ørkener, hvis der ikke opstår kontraster hertil. Med andre ord – hvis vi lever i uafbrudt lykkefølelse, vil vi til sidst miste evnen til at opleve.

Liv er evigt, det kan ikke opstå af noget ikke-levende

Dette forstår man måske bedre konsekvensen af, når man tænker på, at livet er evigt, – at  liv aldrig kan være opstået på et bestemt tidspunkt, for hvordan skulle liv kunne opstå af noget ikke-levende. Men når man med andre ord skal opleve livet, – ikke i 90-100 år, -men i al evighed, må denne oplevelse, denne vedligeholdelse af bevidstheden, nødvendigvis ske gennem kontraster. Med Martinus’ ord: “En paradisisk tilstand er ikke særlig udviklingsbefordrende. Den mindre kontrastrige oplevelsesform, den repræsenterer, er ganske rigtig den mildeste eller behageligste for væsenerne, men hvis den ikke af og til afløstes af en stærkere kontrastrig oplevelsesform, “forceret” udvikling eller dét, vi kalder lidelse, smerte eller ulykke, ville livet i virkeligheden kun blive en slags sovende tilstand i forhold til den vældige aktivitet, der nu som en skiftende form for arbejde og hvile overalt eksisterer som identisk med livet.” (Livets Bog, bind 3, stk. 666)

Når det efterhånden er gået op for os, at livets oplevelse er organiseret som en evig vandring gennem denne “kontrast-organisering”, som Martinus kalder det, så er det væsentligt at forstå, at lidelsen og smerten, denne kontrastoplevelse, er koncentreret til kun at fylde en sjettedel af hvert spiralkredsløb, nemlig “dyreriget” med dets “dræbende princip”. Og selv i dette dyre- og jordmenneskerige er der jo ikke uafbrudt lidelse og smerte. Her oplever vi jo også lykke og glæde som kontrast til mørket, – sommerens lys og varme som kontrast til vinterens kulde.

Et velordnet univers

I virkeligheden er det et helt afgørende vendepunkt i éns tilværelse, når det går op for én, at der er en mening med de smerter og den lidelse, man oplever. Man forstår godt “billedet”, når Martinus påpeger, hvordan uafbrudt solskin skaber ørkenlandskaber, – og at det samme gælder, hvis vi levede i “mentalt solskin” liv efter liv uden afbrydelse. Men først når vi selv oplever, hvordan en voldsom lidelse kan ændre vores mentalitet, – ændre vores medfølelse og forståelse for andres lidelse, – først da går det op for os, at Martinus har ret, når han hævder, at mørket, lidelsen og smerten er lige så nødvendig for vores livsoplevelse som lyset og glæden.

Og når man så går videre i sine studier af Martinus Åndsvidenskab og forstår, at alt, ubetinget alt, hvad man møder af glæder og sorger, “sommer” og “vinter”, er noget, man selv har været den egentlige årsag til, så går det op for én, hvor velordnet hele universet i virkeligheden er indrettet.

Hans Wittendorff

hwittendorff@post.tele.dk

...