+1 stemme
91 visninger
spurgt af
retagged af
Spørgsmålet handler denne gang om et emne, som de fleste af os kender i større eller mindre grad: En læser fortæller, at hun let kommer til at føle sig såret, når andre siger en bemærkning om hende. Hun græder og kommer let til at føle vrede mod den, der har såret hende. Hun kender godt Martinus’ syv gyldne leveregler, som bl.a. siger “Vær upåvirket af ros eller dadel”, – men føler altså, at det er vanskeligt at leve op til. Hun slutter sit brev med et hjerteskærende: “Hvordan kommer jeg dog videre med min udvikling?”

2 Besvarelser

+1 stemme
besvaret af

Ældre kosmologer, som har kendt Martinus personligt, har fortalt mig, at da han blev opfordret til at nedskrive sine “gyldne leveregler”, var han lidt forundret, “for det står jo altsammen i Livets Bog”, som han sagde.

Det samme kunne jeg svare. For dit spørgsmål omfatter jo i virkeligheden hele det vældige afsnit i Livets Bog, som Martinus kalder Kosmisk kemi.

Hele vores lange, lange livsvandring – inkarnation efter inkarnation – har først og fremmest til formål at bringe balance mellem vore grundenergier. Vi bearbejdes hver eneste dag, for at vore åndelige legemer kan komme i det rette indbyrdes forhold. Det vil på vores nuværende udviklingstrin sige, at navnlig vores tyngdelegeme, følelseslegeme og intelligenslegeme skal bringes i den rette indbyrdes balance.

Følelsesenergien som værn mod vrede
Og hvordan opnår vi så dét? Martinus giver os en vældig logisk forklaring på denne proces. Mest udførligt i Livets Bog, hvor han fx i bind 2, stk. 352, fortæller, hvordan følelsesenergien så at sige “binder” den iltre eller farlige tyngdeenergi. Og her nævner Martinus et tilfælde, der ligner dét, der bliver spurgt om: “Hvis et menneske føler antipati eller had, så er det ikke følelsesenergien, der er den dominerende. Det er derimod udtryk for, at der i samme væsens mentalitet endnu eksisterer en noget for let adgang for tyngdeenergien i bevidstheden. Antipati eller had er i virkeligheden kun delvis bunden eksplosionsenergi. Der behøves i reglen kun en ganske lille tilførsel af tyngdeenergi, og bægeret flyder over. Denne tilførsel sker igennem brutale tankematerier, hvilket vil sige hånende, irritable eller fornærmende udtalelser fra andre væsener. Og førstnævnte væsen bliver aldeles rasende.”

Og så fortsætter Martinus beskrivelsen: “Det hidsige menneske har for lidt følelsesenergi. Ved ophævelse af denne mangel kommer roen tilbage. (…) Med følelsesenergien opbygger jeg’et den fuldkomne ro og orden i tilværelsen. (…) Og det er følelsesenergi, et væsen har brug for til værn imod hidsighed. Det er med følelsesenergien, et væsen må skaffe sig den stilhed og ro i sindet, der gør det modtagelig for udviklingen hen imod brugen af endnu højere bevidsthedsenergier.”

+1 stemme
besvaret af

Andre mennesker er ”Guds fingre”
Mere kortfattet fortæller Martinus om denne udvikling i artiklen Livsmodet, der senest har været gengivet i Kosmos nr.1 – 2008. Her skriver han: “Mange mennesker er absolut ikke tilfredse med sig selv, hvis de skal være ganske ærlige. De nærer længsler og ønsker om at blive anderledes, at blive bedre, klogere og kærligere. De føler godt, at de er ufuldkomne. Men så må man også lære at være glad for, at Guddommen arbejder med én og viser én den vej, man kan følge. Gud underviser hvert eneste menneske gennem dét, der sker i vedkommendes daglige liv.”

Hvis det først er gået op for én, at det forholder sig sådan, så er der jo pludselig ikke nogen som helst grund til at føle vrede mod dem, der sårer én. Med Martinus’ ord: “Det vil få overordentlig stor betydning for den enkelte, hvis han eller hun – bag om alle de mennesker man har med at gøre – kan se dem som Guds redskaber. De er alle at ligne ved Guds fingre, der er ved at modellere os. Og det er kun godt, at Guddommen ligesom billedhuggeren fjerner noget der, hvor vi ikke er fuldkomne.”

Hvordan skal vi så møde disse hændelser i vores hverdag, hvor et andet menneske sårer én eller gør os vrede? Ja, det hjælper jo i hvert fald ikke at rette denne vrede mod “Guddommens redskaber”. Tværtimod får man en helt anden livsindstilling og reagerer på en ganske anden måde, når man indser, at målet med “modelleringen” er éns egen åndelige ligevægt. Og nu bliver analyserne af dette problem jo virkelig spændende. For hvordan får vi så i praksis udviklet disse åndelige energi-legemer, som Martinus taler om?

Savner du Intelligenserfaringer eller følelseserfaringer?
I den lille bog nr. 12-2 fortæller Martinus i artiklen ”Omkring mine kosmiske analyser” om følelsesmennesker og intelligensmennesker og om alle de utallige variationer af disse to principper, vi møder hos os selv og hos andre. Når man læser Martinus’ analyser af de “intelligenserfaringer” og “følelseserfaringer”, vi alle må gøre, forstår man egentlig godt, at vi kommer til at såre hinanden, og at nogle reagerer med vrede og andre med kulde.

Ved intelligenserfaringer forstår Martinus “alle sådanne erkendelser, som man kommer til i kraft af beregning, i kraft af læsning, i kraft af undervisning”, med andre ord alt, hvad der fremmer éns evne til logisk analyse. Men så slår han fast, at når det drejer sig om de evige fakta, dvs. verdensaltets virkelige grundanalyser, individets udødelighed, skæbnens tilblivelse, kærlighedens og skabeevnens mysterium, – så er intelligensvæsenet et uvidende, et primitivt væsen. For alle disse realiteter kan ikke opleves med intelligensen eller forstanden alene. Deres oplevelse “vibrerer i energiformer, der kun kan opleves gennem fornemmelsen eller følelsen og bliver derved ikke til “intelligenserfaringer”, men til “følelseserfaringer”.” Og denne type erfaringer får vi kun på én eneste måde, nemlig ved de lidelser og den modgang, vi møder fra vore omgivelser. Eller som Martinus udtrykker det: “Vildfarelserne afføder lidelser, lidelserne kultiverer erfaringerne, kultiverede erfaringer er det samme som viden eller visdom.”

Nu forstår vi altså, at menneskeheden er opdelt i et ufatteligt antal kombinationer og variationer af følelsesmennesker og intelligensmennesker, – og at vi hver især må glæde os over, når vi møder vores “modstykke”, der i første omgang gør os sårede eller vrede, men som i virkeligheden kan hjælpe os med at korrigere vores egen kurs frem mod ligevægt. Og her er bønnen – samtaler med Guddommen – en uvurderlig hjælp.

Med Martinus’ ord: “Ligesom barnestadiet er porten ind til de voksnes zone, således er også de to kategorier hver især udtryk for stadier, der tilsammen er den uundgåelige port ind til ydmyghedens sfære, der er alkærlighedens store forgård. (…) Ligesom børnene er på vej til at blive voksne, således er også de nævnte kategoriers væsener uundgåeligt på vej til den store viden…..”

Har man lyst til at sætte sig yderligere ind i Martinus’ forklaring på de mange kategorier og afdelinger, der findes på vores vej til at blive “voksne”, kan jeg anbefale kapitel 5 i Livets Bog, bind 1. Titlen fortæller os meget om indholdet: ”Jordmenneskehedens modtagelighed for den nye verdensimpuls”.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

Stil et spørgsmål
Martinus Respondoj fokuserer Martinus interesserede på at forstå Martinus Verdensbillede ved at stille og svare på spørgsmål til hinanden.
...